Få styr på medarbejdernes hjemmearbejdsplads

28. maj 2020

Hjemmearbejdsplads: Da Covid-19 i marts 2020 gjorde sit indtog på verdensscenen, steg opmærksomheden på medarbejdernes hjemmearbejdsplads pludselig i graderne. Med hele arbejdsstyrken, eller store dele af den, siddende hjemmefra og arbejde, fik IT-afdelingen i den grad behov for at have fingeren på IT-pulsen. Også uden for det interne netværk.

Det er ikke altid piece of cake og hjælpe en enkelt nødstedt kollega, der hjemmefra ringer til IT-afdelingen på grund af lave svartider og performanceproblemer. Og hvis der så er tale om 4.000 medarbejdere, der over natten har flyttet deres arbejdsliv fra kontoret og hjem i privaten – ja, så bliver det ikke ligefrem lettere.

Flere af vores PerformanceGuard-kunder rundt om i Norden har for alvor sat pris på at kunne gøre brug af det værktøj, der hver dag gør dem i stand til at analysere performancedata. Da Covid-19 sendte medarbejderne hjem bag skærmen, blev det at have hele historikken på plads ekstra vigtig for IT-afdelingen. De kan nemlig se konsekvenserne af de store ændringer i IT-driften – både før og efter Coronakrisen forårsagede en kæmpe omvæltning i måden at bruge IT på.

– Det jeg har oplevet, er, at virksomhederne har ønsket at sikre, at medarbejderne var i stand til at arbejde fra deres hjemmearbejdsplads på fuldstændig samme niveau, som hvis de sad på kontoret. I den transformation har analyse af performancedata været vital, forklarer Fredrik Idréus fra Solvenda i Sverige, der hver dag arbejder med PerformanceGuard ude i marken.

Fredrik bakkes op af Lars Olsen, konsulent hos CapaSystems, der har oplevet præcis det samme her i Danmark.

– Flere virksomheder konstaterede for eksempel, at deres VPN-miljø slet ikke var klar til at tage den volume, der fra den ene dag til den anden blev nødvendig. Da brugerne oplevede nedetid, kunne PerformanceGuard vise, at det var i retning af virksomhedens VPN, der skulle kigges, forklarer Lars Olsen.

Vi kigger på flaskehalse

Og netop at vise i hvilken retning, IT-afdelingen skal kigge efter en eventuel flaskehals, er en af PerformanceGuards helt store styrker.

Er det:

  1. en enkelt applikation, der driller
  2. netværk, der ikke er konfigureret korrekt
  3. en VPN-løsning, der ikke er dimensioneret til det større forbrug
  4. dårlige private internetforbindelser hos medarbejderne

– Det er et spørgsmål om opsætning af dashboards i PerformanceGuard, der f.eks. visualiserer data fra udvalgte forretningskritiske applikationer. At følge dashboards gør det nemt at få overblikket – og der er jo ingen grund til at arbejde med bind for øjnene. Og slet ikke, når arbejdsstyrken sidder hjemme og forsøger at holde hjulene i gang, fortsætter Lars Olsen og forklarer, at netop det, at PerformanceGuard viser historikken, gør løsningen ekstra stærk.

– At få indblik i, hvordan driften fungerede før og efter en stor ændring, er virkelig en styrke. Og det er jo også derfor, at PerformanceGuard kan bruges i forbindelse med en beslutning om at outsorce dele af sin IT, idet man konstant kan følge med i, om det man er blevet lovet ved kontraktindgåelse, rent faktisk leveres.

Kommet for at blive

En ganske underholdende artikel i Computerworld – ”So long, kontor – jeg kommer aldrig tilbage (på samme måde)” – bekræfter, at hjemmearbejdspladser er kommet for at blive. Her kan man bl.a. læse følgende:

”I den undersøgelse, som Computerworld netop har gennemført sammen med it-jobbank, har knapt 1.100 personer fortalt om deres arbejde under coronakrisen.

Her svarer hele 89 procent af de ansatte i it-branchen, at hjemmearbejdet har været en positiv eller meget positiv oplevelse.

Også selvom 38 procent angiver, at de har arbejdet mere eller meget mere end normalt – og også selvom lønnedgang, bonustab og tvungen afholdelse af ferie har ramt mange.”

I bund og grund handler det altså for IT-afdelingerne om at sikre det digitale arbejdsmiljø på hjemmearbejdspladsen, så den højere produktivitet bibeholdes – det gøres blandt andet ved at visualisere data med før og eftermålinger. For hjemmearbejdspladserne er kommet for at blive i noget større udstrækning end før Covid-19 blev en del af vores liv. Virksomheder vælger i nogen grad at systematisere hjemmearbejde ligesom enkelte vælger at minimere virksomhedens fysiske areal og antallet af faste arbejdspladser.

Rikke Borup

Chief Marketing Officer

Har været ansat hos CapaSystems siden 2009 og siddet med kommunikation og marketing siden da.

Rikkes spidskompetencer ligger i tekstforfatning, hvilket også giver god mening, da hun har en baggrund som journalist.