Helt afslutte det kan jeg alligevel ikke

18. december 2019

31. december 2019 takker Kaja Kejser Mortensen af efter 13 år hos CapaSystems i Skanderborg. Vi har taget en snak med den kommende pensionist

13 år og 3 flytninger er det blevet til for Kaja Kejser Mortensen sammen med CapaSystems i Skanderborg.

– Vi er landet rigtig godt her i Adelgade 19 – så nu kan jeg stoppe. Alle har det godt.

Sådan lyder det fra Kaja, der i sin tid blev ansat i flexjob som ”blæksprutte” – men som hun selv siger:

– Synes altså, at det lyder bedre med piccoline.

Kaja er oprindeligt uddannet frisør og nåede da også at arbejde inden for faget i 25 år, før slidgigten fik sat så store spor i arme og nakke, at hun måtte sadle om.

– Jeg er så taknemmelig for, at jeg landede hos CapaSystems. Helt ærligt, så tænkte jeg, at jeg ikke ville kunne få et job igen – hvem ville have sådan en “gammel kone”. Men kemien var der med det samme, og det har været fantastisk at ende i en mandeverden. Hvor en skovl er en skovl. Færdig!

En ægte fikser

Kaja er en fikser. Om det er frokosten, hyggen, snakken med udlejer eller humøret på kontoret. Kaja fikser det bare – og har der været brug for flere muskler, så har hendes mand gennem 46 år – Knud – stået hende bi og givet en hånd med.

– Det kan godt være, at jeg ikke har kunne bidrage med teknisk indsigt – for det ved jeg intet om – men jeg føler selv, at jeg har givet en hel del til CapaSystems på det menneskelige plan.

Og det har Kaja.

Kaja er en skattet medarbejder, der vil blive savnet.

– Kaja har haft stor betydning for CapaSystems. Hendes positive tilgang til tingene og hendes evne til at sige til og fra er uvurderlig. Kaja har altid haft styr på tingene og har fået kontoret til at spille. Hun bliver svær at erstatte – men jeg ønsker hende det bedste otium. Det fortjener hun af alle, lyder det fra direktør Søren Truelsen.

Udelivet kalder nemlig på Kaja. Haven, gåturene, rejserne til huset i Frankrig – og de fire børnebørn. Nu kan de få fuld glæde af deres elskede farmor og mormor.

Og ”freden er forbi” for Knud, der har haft hjemmet i Skanderborg for sig selv de timer i hverdagen, hvor Kaja har været travlt optaget på kontoret i Adelgade 19.

– Men helt afslutte det kan jeg alligevel ikke. Har aftalt med ”drengene”, at jeg kommer til morgenkaffe på kontoret hver den 1. fredag i måneden. Og de kan også bare ringe, hvis der kommer kunder i huset. Så hjælper jeg gerne…

Kollegerne holder afskedsmiddag for Kaja Kejser Mortensen i dag, onsdag den 18. december.

Rikke Borup

Chief Marketing Officer

Har været ansat hos CapaSystems siden 2009 og siddet med kommunikation og marketing siden da.

Rikkes spidskompetencer ligger i tekstforfatning, hvilket også giver god mening, da hun har en baggrund som journalist.